Samspil og relationer
I Eventyrhaven er det afgørende for barnets trivsel, at barnet oplever sig som en del af et eller flere meningsfulde børnefællesskaber. De pædagogiske medarbejdere tager ansvar for relationen og skaber en tæt og tillidsfuld relation, både mellem børn/børn og børn/voksne.
Pædagogiske medarbejdere i Eventyrhaven er imødekommende og tilgængelige, og viser i både ord og handlinger, at de vil børnene. Det er vores overbevisning, at relationen er afgørende for udvikling. Børnene i Eventyrhaven skal mødes med og opleve glæde, smil og ikke mindst, at vi har det sjovt sammen.
Selvtillid og selvværd styrkes gennem omsorg, med en grundlæggende tillid til sig selv, sine egne evner og ikke mindst omverdenen. Omsorg tænker vi i Eventyrhaven som mere end den fysiske omsorg fra de pædagogiske medarbejderes side. Omsorg er også de voksnes evne til at sætte sig i barnets sted og barnets mulighed for trygge tillidsfulde relationer, som samtidig emmer af magi med pædagogiske medarbejdere, der er deltagende, engagererede og entusiastiske.
Alle har en intention bag deres handlinger, og det er netop denne intention, som vi som pædagogiske medarbejdere er nysgerrige på. Vi ser barnet som ressourcefyldt, er nysgerrige på intentionen og handler på barnets initiativer – og sammen med barnet understøtter eller skaber gode strategier for samspil – særligt med fokus på børnefællesskaberne.
Dialog, hvor vi lytter og svarer og går på opdagelse i hvis, hvordan osv. Nysgerrige mennesker, store som små møder andre åbent i samspillet og ser forskellighed som en styrke. Vi anerkender det, som barnet magter, barnets følelser og barnets bestræbelser og har i mindre grad fokus på selve resultatet. Vi guider og vejleder, ud fra barnet/børnene og situationen, så børn kan regulere sig i forhold til sig selv og deres samspil med andre.
De voksnes tid er opdelt i tid med børnene og tid uden børn, for at sikre at nærvær og tilgængelighed. Vi vil se børn der mødes af voksne, som er nærværende i både deres verbale og nonverbale kommunikation. Vi støtter børnenes mulighed for deltagelse i store og små fællesskaber, samt fællesskaber, hvor vi sætter rammen. Strukturerede læringsmiljøer og tydelige roller bidrager til pædagogiske medarbejdere, der er nærværende.