Børnesyn og børneperspektiver
Børn skal være børn i Eventyrhaven, og deres tid her i Eventyrhaven er værdifuld og meget mere end bare et forstadie til skolen og det videre liv. Som mennesker har vi en grundlæggende ret til at blive mødt i vores forskellighed og med plads til at udvikle os i vores eget tempo. Med stor respekt for barnets udgangspunkt er det vores fornemmeste opgave at støtte barnets trivsel, udvikling, læring og dannelse gennem nærvær og nysgerrighed. Børnene skal have plads, tid og ro til at være børn.
Børn gør deres bedste og vil samarbejde – det er vores ansvar som pædagogiske medarbejdere at møde børn ressourceorienteret og med positive forventninger. I Eventyrhaven vægter vi relationer højt, for vi er af den overbevisning, at hvis vi som mennesker, store og små, skal lykkes, kræver det, at vi kan etablere sunde og stærke relationer til andre mennesker og ikke mindst til os selv. Det er i samspillet med andre, at vi oplever at lykkes. I Eventyrhaven skal børnene støttes i at kunne mærke sig selv, være nysgerrige og kunne være kritiske over for det, de møder.
At kunne ”træffe de gode valg” er ikke altid nemt. Det appellerer til, at vi har mange forskellige kompetencer, særligt evnen til at være både social og kunne være sig selv. Evnen til at finde sit kulturelle fodfæste og værdier som nysgerrighed, at være kritisk, demokratisk og hensynsfuld/empatisk er centrale i Eventyrhaven.
Pædagogiske medarbejdere, der leger og/eller er fordybet i de magiske øjeblikke, er en dækkende beskrivelse af, hvornår vi lykkes som dagtilbud. Relationer, der emmer af tillid og nærvær, med følelsen af at vi er det helt rigtige sted – lige nu og sammen. Børn og voksne, der er nysgerrige og viser interesse for sig selv, andre og det omkring dem. Når vi møder noget, vi ikke kender eller har prøvet før, er vi nysgerrige og undersøgende.
Det skal give mening for barnet/børnene, så barnet/børnene skal have mulighed for at have medbestemmelse og indflydelse i forhold til det, der vedrører dets/deres liv, med henblik på at opbygge selvstændighed og evne til at være en del af forpligtende fællesskaber. I Eventyrhaven er vi bevidste om, at barnets alder og udviklingstrin (fysiske og mentale modenhed) er afgørende for graden af medbestemmelse og indflydelse. Gennem iagttagelser/filmning, refleksion og evaluering skal vi som pædagogiske medarbejdere sikre barnets perspektiv.
Barnet skal opleve sin tid i Eventyrhaven som demokratisk, hvor vi mener, at børnenes perspektiver tillægges stor værdi. Børnenes initiativer viser, hvilke strategier de har, og det er det pædagogiske medarbejderes fornemmeste opgave at se bag handlinger og være nysgerrige på, hvad barnet reelt forsøger at kommunikere.